Hvornår har du sidst tjekket dine el-installationer igennem?
Der er el-installationer overalt i hjemmet. Det kan virke lidt uoverskueligt at sætte sig ind i, hvordan de alle sammen fungerer, hvis man ikke i forvejen har lidt viden på området. Men det er vigtigt at tjekke og vedligeholde installationerne en gang i mellem for at mindske risikoen for ulykker og brand, der opstår som følge af mangler eller fejl.
Her får du 3 generelle tips om el-installationer i hjemmet.
Sæt dig ind i reglerne
Det vigtigste er først og fremmest, at du sætter dig godt ind i reglerne på området.
Der er en del regler for, hvad du må og ikke mindst, hvad du ikke selv må lave, når det kommer til el-arbejde i private hjem. Derfor skal du altid undersøge det grundigt, inden du går i gang med gør-det-selv arbejde på dine el-installationer. Reglerne er også til for at beskytte dig, og sikre at ingen kommer til skade på grund af farlige fejl.
Reglerne er gennem tiden blevet ændret flere gange. Ældre el-installationer er dog helt lovlige, hvis de var lovlige på det tidspunkt, de blev installeret, men det kan godt være en fordel at få dem tjekket efter og eventuelt opdateret, så de er bedre gearet til nutidens elapparater og den moderen families store forbrug af elektronik.
Som en tommelfingerregel må du ikke selv ændre i faste installationer eller lave nye installationer som fx etablering af nye stikkontakter eller lampeudtag.
Tjek din fejlstrømsafbryder
En væsentlig ting at undersøge, når du laver el-arbejde derhjemme, er om du har en velfungerede fejlstrømsafbryder. Fejlstrømsafbryderen er nødbremsen i dit hjem, når det kommer til el. Den har til opgave at beskytte jer mod livsfarlige stød, når der opstår en fejl i et elektrisk apparat – strømmen afbrydes med det samme. Siden 1975 har fejlstrømsafbryderen været et krav i nyopførte boliger. Bor du i et hus, der er ældre dato, hvor der ikke er en fejlstrømafbryder i el-skabet, så bør du få en installeret af sikkerhedsmæssige årsager.
Der findes to typer af fejlstrømsafbryder HFI og HPFI. Et HPFI er i langt højere grad tilpasset nutidens elektronik, derfor bør du overveje at skifte, hvis du stadig har et gammelt HFI.
Test gerne din afbryder et par gang om året. Det gøres let ved blot at trykke på testknappen. Hvis strømmen ikke afbrydes inden for få sekunder, bør du kontakte en autoriseret el-installatør, og få det undersøgt hurtigst muligt.
Rådfør dig med en fagmand
Det er dit eget ansvar at sørge for sikkerheden i dit hjem, og at el-installationerne lever op til de gældende regler og love på området. Hvis du er det mindste i tvivl om, hvorvidt dine installationer gør det, så forhør dig ved en autoriseret el-installatør. Selvom det koster lidt i timeløn at få en elektriker ud, så kan pengene være godt givet ud på den lange bane. Ulovlige el-installationer kan ikke bare give anmærkninger i forbindelse med et hussalg, de kan også være brandfarlige og give livsfarlige stød.