De fleste havemøbler er lavet i træ, såsom teak, og når du tager dem frem efter vinteren, så har de ikke længere den flotte træfarve eller glans, som de havde, da du købte dem. Dette betyder dog ikke, at du skal skifte dem hvert år. Herunder er der en guide til, hvordan du kan gøre dine havemøbler klar til foråret, så de ser ud som nye igen.
Klargøre dem step by step
Rengøring
Efter en hård vinter er møblerne blevet snavset, og de kan have fået skimmelsvamp. Dette kan du dog ordne ved at bruge sæbevand og knofedt. Du kan eventuelt også bruge trærens. Hvis der er spor af skimmelsvamp, så bør du bruge et svampedræbende middel, såsom rodalon. Hvis du bruger svampedræbende midler, så bør du skylle møblerne med vand efterfølgende, da nogle midler kan være giftige. Efter rengøringen bør du lade møblerne tørre.
Oliebehandling
Så snart de er helt tørre, så kan du give dem en omgang hærdende træolie. Olien lægger sig på overfladen som en beskyttende overflade. Olien beskytter træet imod vand, så det ikke kan trænge ind i træet. Derved forhindrer du, at der kommer fugtskader.
En almindelig oliebehandling vil dog ikke give møblerne den flotte glans. Hvis du synes, de mangler noget mere glans, så kan du vælge at rense, slibe og smøre dem med speciale ædeltræolier.
Linolie
Ved oliebehandlingen er der mange, som vælger at bruge rå linolie til træmøblerne, men dette kan være en dårlig idé. Rå linolie tørrer meget langsomt og giver en klistret overflade i lang tid. Derudover så er linolie næring for skimmelsvamp, og den vil derfor kun gøre problemet værre.
Forebyg havemøblerne hele året
Hvis du gerne vil have, at dine havemøbler holder i mange år, så er det vigtigt, at de ofte får lov til at tørre helt ind. Derfor bør du stille dem indendørs eller under et halvtag i løbet af vintermånederne.